2020 er et hårdt år på mange måder – Covid-19 ramte landet, og vi måtte aflyse vores sølvbryllup, og samtidig måtte vi aflive Tjalfe grundet et uheld. Primo november var det tid til at tage afsked med gamle toller Fiona, som nåede sine 14 år, og så lidt til. Derfor er siden nu mere et minde om vores tollere, imens vi finder ud af, hvad vi så skal i et meget stille hjem uden hund:

Hvorfor hund?

Efter mange års tilløb udvidede vi i 2006 familien med Fiona – vores skønne Nova Scotia Duck Tolling Retriever, der nu ikke er hos os længere.

Det lyder måske ulogisk, men vi fik hund fordi vores søn var bange for de fleste hunde, og meget var prøvet for at ændre dette. Den 9 åriges besked var var da også “det er jer der skal have hund…!”, men det var den helt rigtige beslutning også for ham, som hurtigt blev glade for alle hunde.

I 2010 fik Fiona 5 fine hvalpe, hvoraf den sidstfødte Tjalfe blev endnu et firbenet familiemedlem, men mere om den historie i kommende sider om livet med en Toller.

Først lidt om racen:

Om Nova Scotia Duck Tolling Retriever

Nova Scotia Duck Tolling Retriever, som i daglig tale kaldes Toller, er en yderst intelligent og aktiv hunderace. Selv om tolleren er blevet udviklet og opdrættet primært til at lokke ænder til skudhold og herefter hente ænderne, så benyttes tollerne med meget held til mange andre aktiviteter som udstilling, lydighed, agility, Rally-O, fly-ball, sportræning og redningshund. Tolleren er en middelstor, kraftfuld, kompakt, harmonisk og muskuløs hund, som viser en høj grad af fleksibilitet, årvågenhed, og beslutsomhed. Selv om Tolleren godt kan virke lidt bedrøvet i sin udtryksform, så ændres dette når de begynder at arbejde, hvor deres udseende skifter til intens koncentration og begejstring. På arbejdet har hunden en hurtig og forceret facon med hovedet strakt frem næsten i niveau med ryggen og den kraftigt behængte hale er i konstant bevægelse.

Tollerens mål og farve

Tollerens idealhøjde for hanhunden over 18 måneder er 48-51 cm og for tæven over 18 måneder 45-48 cm. Vægt skal stå i forhold til højden og knogler på hunden og for hanhunden være 20-23 kg og for tæven være 17-20 kg. I udseende, ligner de en rødlig farvet Golden Retriever, men er omkring halvdelen af dennes størrelse og langt mere aktive. Typisk vil de være røde eller rødlig orange farve med hvide poter og hvidt brystparti samt nogle med en hvid halespids. Tolleren har ofte en rød næse, men den kan også godt være sort.

Tolleren og de andre retrievere

Tolleren er den mindste af retriever racerne, og minder lidt om en lille Golden Retriever, men lad ikke størrelsen narre dig. Selv om Tolleren er også er en yderst blidfamiliehund, så har mange nye hundeejere fejlbedømt Tolleren og dens adfærd for at svare til netop en lille Golden Retriever, men det er langt fra virkeligheden. Tollerens niveau af aktivitet, energi og intelligens er mere på højde med en australsk Sheppard og Border Collie, så der skal indgå en del træning og aktivitet i hverdagen.

Tollerens historie

Tolleren blev først anerkendt af den Canadisk Kennel Klub som race, hvor den oprindeligt er udviklet i Yarmouth County, Nova Scotia Canada. Det siges at Tolleren oprindeligt blev avlet til at efterligne jagtadfærd af lille rød ræv eller indianerhund, som nybyggerne beskrev, som specielt velegnet til andejagt. Ved rævenes første del af jagten ville en af rævene lege og hoppe rundt på stranden for at lokke ænderne tæt på kysten. I den anden del af jagten ville den anden ræv ligge på lur i de nærliggende buske, indtil ænderne var tæt nok til at fange, og herefter ville den styrter ud for at fange byttet. At tolle betyder altså at Tolleren løber, hopper og leger langs søbredden synligt for flok ænder, og lejlighedsvis forsvinder hunden ud af syne og dukker hurtigt op igen, styret af jægeren, der fra sit skjul kaster små pinde eller en bold til hunden. Hundens leg og lejligheds forsvinden vækker nysgerrigheden hos ænderne, som lokkes inden for skudhold, hvorefter jægeren rejser sig og skræmmer fuglene, som flyver op, og dermed nemt kan skydes. Tolleren bliver derefter sendt ud for at hente de døde eller sårede fugle.